Life at Siemens

Mai-BrittSøndberg har endnu ikke fortalt det til sine kollegaer derhjemme.

Hun havde brug for luftforandring. Ved at forlade Danmark for et nyt job i Cairo, lærte hun glæden ved kaos, friske mangoer og kanosejlads på Nilen.


Mai-Britt Søndberg var blot 11 år gammel, da hun fik sit første job med at pakke fyrfadslys på en fabrik. Hendes sommerferieminder er om de uendelige og bedøvende kedelige gentagelser med at pakke plastic, men også stoltheden ved at holde en lønseddel i hånden, der var fuldstændig hendes egen. ”Jeg fik sjældent nyt tøj, fordi vi simpelthen ikke havde råd til det. Så jeg begyndte at tage mig af mig selv.”


Opvæksten i en arbejderklassefamilie på Fyn, en dansk ø bedst kendt som forfatteren Hans Christian Andersens fødested, gjorde, at Mai-Britt så arbejdet som en udvej frem for en livsvej. ”Jeg havde ikke lyst til at blive i en lille by og gøre de sædvanlige ting.”


Fyrfadslyspakningen var det første i en lang række af weekendjobs; der var avisruten, svederiet over køkkengrillen og tiden som smedelærling. Alt imens lånte hun på udspekuleret vis penge til sine ældre brødre ved at kræve renter og tage en stor profit til sig selv.  Efterhånden var alle timerne med at lære at forme metal ved en varm smelteovn nok til at skubbe hende ud i at være den første i sin familie til at gå på universitetet og forlade øen. 


Det betalte sig alt sammen. I dag er hun 5.000 kilometer væk fra sin hjemby, i Cairo, Egypten, hvor hun arbejder på et svimlende ambitiøst energiprojekt. Med oprettelsen af tre nye kraftværker – to langs Nilen, det tredje i landets (endnu ubyggede) nye hovedstad – vil Egyptens energiforsyning blive forvandlet og øget med 50 %. Det er nok elektricitet til at forsyne 16 millioner hjem. Arbejdet er afgørende; Cairo har verdens hurtigst voksende befolkning, og den forudses at stige med en halv million i 2017 alene. Det er Mai-Britts opgave at finde arbejdsstyrken til disse tre kraftværker, og hun har rekrutteret mange af de 23.000 nye medarbejdere, der arbejder på dem.



Det er en af Mai-Britts yndlingselementer ved jobbet, at disse folk kommer fra hele verden: ”Jeg har altid interesseret mig for folks historier”, siger hun. Som barn ville hun gerne være journalist for at ”give en stemme til de historier, der ikke fortælles så tit”. I dag er det en stor del af hendes daglige arbejde at lytte til folks historier, uanset om det er over en fyraftensøl i camp-området i Burullus, en brakvandssø 150 kilometer langs kysten fra Alexandria, eller at møde potentielle nye arbejdere på sit kontor i New Cairo. Folk går til Mai-Britt, når de vil have tingene gjort. ”Min mor har altid sagt, at jeg har et ømt punkt for de svageste.”



Med de svageste, mener hun tydeligvis folk som sig selv, hvis hårde arbejde har ført dem videre i livet. Det er et bånd, som forbinder mange af dem, der arbejder på dette ”Mega Projekt”, et projekt så stort, at det ændrer liv – både hos egyptiske borgere og tilflyttere, som har skullet lære arabisk og tilpasse sig nye måder at leve på hurtigt. ”I mit land, er vi nødt til at følge reglerne”, siger Mai-Britt, ”men her er det mere kaotisk.” Først opfattede hun kaosset som uorganiseret, men gradvist har hun kunnet mærke en mere afslappet tilgang sive ind i sit eget arbejde. 

”Jeg har ikke lyst til at vende tilbage, men jeg fortæller det ikke til mine kollegaer derhjemme! De spørger, hvornår jeg kommer tilbage”

Mai-Britt Soendberg


Det har været en vigtig lektie for Mai-Britt at lære ikke at stresse over de små ting. Hun er, trods alt, en kvinde med ekstremt drive; da hun begyndte at spille kajakpolo for sjov, spillede hun på landsholdet til verdensmesterskaberne inden for et år. Men efter hun blev indlagt med stress efter et stort projekt, da hun var i starten af trediverne, begyndte hun at lytte til sin krop og være mere ærlig over for sig selv. ”Stress er simpelthen ikke det værd”, siger hun, ”Jeg har simpelthen brug for tid til mig selv for at genoplade.”



På den måde, passer livet i Egypten hende godt. Bare det at bo et andet sted, holder hendes energiniveau oppe. Hjemme i Danmark ville hun aldrig kunne købe friske mangoer direkte fra træet på vej til arbejde eller sejle i kano ned ad verdens længste flod i weekenderne med sin familie. Hun indrømmer, at hun savner Danmarks cykelkultur, men hun føler sig sundere i den nordafrikanske varme. Hun er en så stærk fortaler for solens genopbyggende kræfter, at hun fik fløjet sin mor dertil for at komme sig og få D-vitamin efter en omfattende operation. ”Det er mørkt uden for i så lang tid i Danmark – det kan være deprimerende. Hun har ændret sig fuldstændig, siden hun kom herned.” Vender hun hjem, når hendes kontrakt udløber næste år? ”Jeg har ikke lyst til at vende tilbage”, siger hun uden tøven, ”Men jeg fortæller det ikke til mine kollegaer derhjemme! De spørger, hvornår jeg kommer tilbage…”